✔️ Gebyrfri ombooking indtil 60 dage før afrejse ✔️ Reduceret depositum kun kr. 500,- ✔️ Prisgaranti mod prisstigninger
8 dage med økologisk halvpension, fem vandreture og dansk rejseleder
Vores vandrerejser er for dig, der ønsker at kombinere vandrelivet med komfort og kravfrihed. Alle vandreture starter og slutter på vores skønne retrætested Enagron. Det betyder, at hvis du har brug for en dag for dig selv, hvor du laver noget andet, kan du springe dagen over, uden at nogen stiller spørgsmålstegn.
Der er fem vandreture i løbet af ugen, så hvis man vælger at deltage i alle ture kan man forvente at mærke lidt belastning på kroppen. Derudover er programmet tilrettelagt, så der er masser af ro til pauser og til at absorbere de mange indtryk fra naturen omkring en.
Vores vandrerejser til Enagron er tilpasset lettere øvede. I sværhedsgrad er turene lette til medium. Vi går altid i roligt tempo, så der er tid til at sanse og til at stoppe op og nyde omgivelserne. Det gør, at de fleste kan gennemføre turene med lav til moderat puls.
Der kan dog være stigning og teknisk svært underlag, med løs grus og grene man skal dukke sig under, men aldrig på hele turen. Den teknisk sværeste tur har ca. 300 meter, hvor sværhedsgraden er moderat til høj. Her sætter vi farten endnu mere ned, og hjælper hinanden. Turen med mest stigning har ca. to kilometer med konstant stigning, her sænker vi også farten, så pulsen ikke bliver for høj.
Se priser og datoer - klik her!
På vores rejser har vi gæster i alle aldersgrupper. Vores yngste gæst var i starten af 20'erne og den ældste gæst fejrede 90 års fødselsdag på retrætet. De fleste af vores gæster er fra mid 30'erne til midt 70'erne, men alle har det til fælles, at de kan lide at vandre i naturen og mærke den friske luft.
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til mig. Telefon 69162024. Læg en besked, hvis jeg ikke svarer, så ringer jeg tilbage til dig.
Jeg glæder mig til at tale med dig.
Kærlige hilsener
Lisbeth Skøtt Tobiesen
Ergoterapeut, mindfulnessinstruktør og certificeret stresscoach
Et helt fantastisk rejseselskab og et fantastisk koncept. Skønne og hjælpsomme guider og undervisere, der kun vil os det bedste. Et selskab jeg vil anbefale til alle, og det er bestemt ikke sidste gang jeg rejser med dem.
Kan varmt anbefale Tid til Ro. De lever i den grad op til navnet. Deres rejser giver de perfekte rammer til en ferie med fokus på at få ro, gå offline og komme helt ned i gear. Man kan deltage i fællesskabet eller vælge at være alene, begge dele accepteres fuldt ud. Alle der drømmer om ro bør prøve dette rejsebureau mindst en gang i deres liv.
Ro i sindet :-)
Et fantastisk ophold fyldt med positive indtryk og ro. "tid til ro" har formådet at udvise en ualmindelig god service med et fantastisk team.
Lejlighederne var charmerende og velbeliggende og maden var tilberedt fra grunden med de bedste økologiske og lokale råvarer.
Blandingen af ferieoplevelser og yoga er super
Blandingen var medvirkende til, at jeg valgte denne ferie med "Tid til ro". Fantastiske steder ferien afvikles og kompetente underviser/guider. Der bliver bestemt en næste gang for mit vedkommende.
Super yogarejse
Var på yogaferie på Kreta. Alt fungerede godt: supergode yogaundervisere, flink rejseguide og dejligt hotel med fine boliger og god kretensisk mad.
Din rejse begynder allerede, når du ankommer i lufthavnen. Her kan det være en god idé, at du tager dig tid til at sidde og nyde en kop te eller kaffe, så du langsomt kan forberede dig på flyveturen og alle de gode ting, der venter forude. Dagen skal betragtes som en rejsedag, og derfor er der ingen planlagte aktiviteter når du ankommer.
Vi flyver fra Danmark med direkte fly til Kreta. Ved ankomsten til Kreta bliver du mødt i lufthavnen af vores dansktalende rejseleder. Herefter kører vi direkte til retrætet i privat bus. Turen tager ca. to og en halv time, og vi holder en pause, når vi er godt og vel halvvejs.
Efter ankomsten til Enagron får vi serveret lidt friskt at drikke, inden vi bliver indkvarteret i vores hyggelige og individuelt indrettede lejligheder.
Aftensmaden er inkluderet i rejsens pris alle dage og serveres fra kl. 19.00-22.00. På de sene flyankomster sørger vi for, at der er en kold anretning på dit værelse, så du kan spise i ro og mag, inden du går i seng.
Der anvendes primært lokale økologiske råvarer, der enten er dyrket på retrætet eller hos de omkringliggende bønder. Aftensmaden består af tre retter mad, hertil serveres vand og et glas vin. Øvrige drikkevarer tilkøbes a la carte. Vi arrangerer fællesspisning ved langbord hver aften for dem, der har lyst.
Hvis man hellere vil spise alene, så er dette også muligt, det skal bare aftales med rejselederen på forhånd.
BEMÆRK: Det ligger os meget på sinde, at alle skal hygge sig og have det godt. Det forventes derfor ikke, at man deltager i fællesspisningen - tværtimod, så er det vores ønske, at alle slapper af, og at der ikke er nogen, der føler sig forlegen ved at vælge fællesskabet fra og spise for sig selv.
I dag er der tid til at få sovet ud og nyde en stille start på ferien. Til de morgenfriske serveres økologisk morgenbuffet med alt hvad hjertet behager af lokale kretensiske specialiteter, samt de sikre kontinentale og amerikanske morgenmadsklassikere. Der er alt fra gedemælksyoghurt og honning til spejlæg, hjemmebagt brød og græsk salat.
Op ad dagen er der mulighed for at deltage i et velkomstmøde, en guidet havevandring og en lille rundvisning på retrætet sammen med vores græske værter. Vores vært Vasilis plukker undervejs nogle urter, som vi kan røre ved og dufte til - og fortælle om urternes mange medicinske egenskaber.
Havevandringen foregår på retrætets arealer og varer ca. 1,5 time. Vi afslutter med tesmagning og køkkenchefen Stavrullas hjemmebagte småkager.
Efter frokost har vi arrangeret en byvandring op til landsbyen Axos. Turen til Axos er en god mulighed for at opleve den kretensiske lokale kultur og deres afslappede tilgang til hverdagen.
Undervejs besøger vi Antonia og ser, om hun er hjemme. Antonia er en ældre kvinde, som bor tæt på kirken. Her har hun sin lille butik, hvor hun sælger broderier og andet håndværk. Antonia taler ikke engelsk, men hun formår alligevel at skabe kontakt til sine kunder og lokke dem ind i butikken med et venligt smil og en kvist frisk basilikum. Hun elsker at vise sine varer frem og plejer som regel også at vise sine besøgende det fine indrammede fotografi fra den dag, for efterhånden mange år siden, hvor prinsesse Diana pludselig kom forbi på uanmeldt besøg.
Se priser og datoer - klik her!
Når vi går tilbage mod retrætet, er der mulighed for at fylde drikkedunkene med frisk vand fra den hellige kilde, der løber under byen. Vandet pibler ud fra løvehovederne i muren ved den gamle venezianske kirke. Kirken er for længst revet ned, men muren med løvehovederne er bevaret. Lige overfor ligger købmanden og bageren og en af landsbyens taverner, hvor de lokale sidder udenfor med deres frappé, mens de nøje følger med i, hvad der sker omkring dem.
Har man lyst kan smage lokalproduceret raki (græsk brændevin) og honning hos de små købmænd på torvet.
Vi er tilbage på retrætet hen over den sene eftermiddag.
Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord for dem, der har lyst.
Gå til rejsebestilling - klik her!
Praktisk info vedrørende dagens vandringer: (*) Meget let / let
Havevandringen foregår på hotellets område og kan klares i sandaler.
Turen til Axos går ad asfaltvej. Den kan klares i gode sandaler/gummisko. Dette er en kultur-tur uden egentlig vandring - men med mange fine oplevelser.
Efter morgenmaden er det atter tid til at komme ud og vandre.
Dagens tur tager os ned af den gamle forsyningssti fra anden verdenskrig. Vi følger stien til bunden af rovfugledalen, hvor vi krydser den udtørrede flod. Inden vi rammer bunden af dalen har vi et langt lige stykke, hvor vi er på samme højde som de sprækker i klippen på den modsatte side, hvor de store gåsegribbe har deres redepladser.
Når vi har krydset floden kommer der et langt stykke med lidt stigning på. Dette stykke tager os blandt andet igennem en forladt landsby, hvor der primært har været landbrug. Vi ser resterne af deres huse inkl. en gammel oliemølle. Landsbyen døde for ca. 50 år siden, da det ikke længere var produktivt at dyrke området på grund af de mange stejle skrænter, der gør det umuligt at bruge maskineri.
Turen er på 8 timer (Ca. 20 km). De første 300 meter er teknisk svære på grund af underlaget, og fordi det går stejlt nedad, men ellers er resten af turen at betragte som moderat. Vi ankommer til retrætet sidst på eftermiddagen.
Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord, for dem der har lyst.
Bestil din rejse nu - klik her!
Praktisk info om vandreturen: **/*** Moderat-svær - kræver god grundform.
Hvis det er varmt, er turen ekstra svær. En forholdsvis lang tur med udfordrende nedstigninger og opstigninger i starten, men en meget smuk og afvekslende rute.
Vi starter ned ad "den hemmelige forsyningssti". Her skal man være koncentreret og hjælpe hinanden. Vores lokalguide og rejseleder vil stå hvor der er brug for en hånd. I bunden af stien passerer vi floden og skal herefter stejlt op bag "gåsegribbebjerget" på den modsatte side.
Dagen starter ud med morgenmadsbuffet.
Efter morgenmaden, har vi arrangeret en vandretur med besøg hos en af de få tilbageværende fåre- og gedehyrder på Kreta. Hyrden bor i en lille stenhule, langt oppe i bjergene, og har sine græsningsarealer udenfor.
Turen er på ca. 7 km hver vej.
Når vi kommer op til hyrden, vil hyrdens hustru, Aphrodite, fortælle om livet som en moderne hyrdefamilie. Nogle hyrder har helt op til 400 dyr, og al malkning foregår med hænderne.
Hvis hyrden er hjemme, plejer vi at blive inviteret indenfor i hyrdens lille stenhule, hvor han har sine ting liggende, og hvor han kan tage sig en lur i ly for den skarpe middagssol. Før i tiden boede hyrden i hulen året rundt, men i dag overnattes der kun i perioder.
Aphrodite sørger for frokost, og nogle af retterne tilberedes over åben ild ved hyrdens ildsted. Frokosten serveres i skyggen af det store træ, uden for hyrdens stenhule.
Aftensmaden serveres i restauranten, ved langbord, for dem, der har lyst.
Praktisk info om vandreturen: */** Let til moderat - men forholdsvis lang med korte strækninger hvor man skal bruge lidt teknik.
Turen til hyrden starter på asfaltvej op igennem Axos. Lidt uden for Axos følges en lille sti, og derefter er der en lang, jævn opstigning til hyrden på brede grusveje gennem åbent terræn med flot udsyn. Der følges samme rute hjem.
Der er en fantastisk udsigt på toppen. Det kan lufte lidt, så tag evt. en tør t-shirt/jakke med. I regnvejr er det koldt. Hvis det er varmt, er den ekstra hård, da der ikke er meget skygge på turen. En af de lettere ture ift. op- og nedstigninger.
Efter morgenmaden har vi arrangeret en vandretur op til det lokale Halepa kloster. Turen derop tager ca. halvanden time. Vi går turen i et langsomt tempo med masser af pauser, hvor vi stopper op og kigger på de forskellige planter og dyr, vi passerer.
Der er dansk rejseleder og græsk lokalguide med på turen, så vi får maksimalt udbytte af de ting, vi ser. Klostret ligger på toppen af et lille bjerg med udsigt ud over dalen og landsbyerne.
Når vi når toppen, serveres de medbragte madpakker i klosterets gårdhave sammen med vinen og vand. Hvis munken er hjemme, plejer han at byde os på lidt hjemmebrændt raki, inden turen går hjemad mod retrætet i den smukke eftermiddagssol.
De, der har mod på det, kan skyde genvej ad "den hemmelige forsyningssti", der blev anvendt af de kretensiske modstandsfolk under Anden Verdenskrig. Stien er ret smal, og der er to steder, hvor den er lidt udfordrende, så det kræver, at du er i moderat til god form.
Vi ankommer til retrætet hen på eftermiddagen.
Aftensmaden serveres i restauranten. I aften serveres lam over bål, desuden vil der være levende musik med lokale folkemusikere.
Gå til bestilling af rejse - klik her!
Praktisk info om vandreturen: */** Let-moderat - bliver mere udfordrende, hvis man vælger "den hemmelige forsyningssti" hjem.
En smuk tur på brede grusveje gennem oliven-, appelsin- og citronlunde.
Efter en lettere nedstigning er der en lang, jævn opstigning på brede grusveje. Turen er kortere end til hyrden, men opstigningerne er nogle steder mere stejle.
Hjemturen går jævnt nedad med mulighed for at komme helt tæt på gåsegribbene. Ved floden i kløften nedenfor hotellet kan man vælge at følges med vores lokalguide via Axos hjem til hotellet. Alternativt kan man tage den direkte tur af forsyningsstien op til hotellet. Denne rute er væsentlig kortere, men også mere stejl. Her er der ofte brug for at holde fast i en gren eller en klippe - eller sætte sig på rumpen. Vi hjælper hinanden, og det er en sjov oplevelse.
Dagen er til fri disposition, og du kan nyde, at du ikke skal nå noget, og at du har hele dagen til at gøre lige, hvad du har lyst til og behov for.
Har du lyst, kan du booke massage eller prøve jacuzzien i spaafdelingen. Du har også mulighed for at sole dig ved poolen, eller måske har du mere lyst til at udforske området omkring retrætet på egen hånd.
Se priser og datoer - klik her!
Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord, for dem der har lyst.
Efter morgenmaden er det tid til en helt enestående tur i det kretensiske bjerglandskab til byen Anogia. En vandretur med vidunderlige udsigter. Vi passerer Axos på vejen og går gennem smukke olivenlunde.
I Anogia fornemmes hverdagslivet i en lidt større landsby, og der er mulighed for at smage på is eller kage lavet på mælk fra de lokale får.
Turen er på ca. otte timer (ca. 22 km), så vi ankommer til retrætet sidst på eftermiddagen.
Aftensmaden serveres i restauranten ved langbord, for dem der har lyst.
Gå til rejsebestilling - klik her!
Praktisk info vedrørende dagens vandring:
*** Moderat - svær - kræver god grundform.
Der er en lang opstigning der kræver god udholdenhed, og hvis det er varmt er turen ekstra krævende. Turen gås hovedsageligt ad grusveje med korte strækninger på asfalt.
Efter morgenmaden er det tid til at få pakket og sagt farvel, inden vi bliver kørt til lufthavnen i privat bus.
De gæster, der rejser hjem med aftenfly, kan beholde værelserne til kl. 11.00 og bliver først kørt til lufthavnen hen på eftermiddagen.
Vores dansktalende personale tager med i lufthavnen og hjælper med check-in. Flyvetiden hjem til Kastrup og Billund er ca. 3 t. 30 min.
Programmet er vejledende. Ved ankomsten til Kreta udleveres det endelige program. Det endelige program tager bl.a. højde for vejret. Indholdsmæssigt vil der ikke være forskel på det vejledende program og det endelige program. Kun rækkefølgen kan være ændret.
NB: Har du problemer med at bestille, så ring til os på 69162024, eller skriv til os på Messenger.
På denne side viser vi den billigste ledige totalpris pr. person ved to personer inkl. fly, transfer og bagage. Klik på 'Bestil nu'-knappen for at se priser for andre værelseskategorier og enkeltværelser.
Garanteret afgang
Vi garanterer at vi er nok deltagere til at gennemføre alle vores flyrejser på denne side.
Vi lægger nemlig ikke flere rejser op, end vi ved vi kan sælge.
Hvis vi aflyser af andre årsager, får du alle dine penge tilbage - kontant indenfor 14 dage!
Vi aflyser automatisk, hvis Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser.
Du kan se flere videoer på vores Youtube-kanal. God fornøjelse!
Vi har tre forskellige værelsestyper på Enagron. Du kan læse mere om de forskellige værelsestyper nedenfor.
Værelserne uden køkken har to sengepladser (en dobbeltseng eller to enkeltsenge) og ét badeværelse med bad/douche og WC. På badeværelset er der føntørre og toiletartikler (hårshampoo, balsam og bodyshampoo).
Der er desuden aircondition, et køleskab samt te- og kaffefaciliteter. Derudover er der egen terrasse/siddeområde.
Vores almindelige studiolejligheder har to sengepladser (en dobbeltseng og en enkeltseng) og spisebord til min. to personer samt et lille køkken med køleskab, kogeplader, elkedel og det mest almindelige køkkenudstyr.
Derudover er der privat terrasse og aircondition samt ét badeværelse med bad/douche og WC. På badeværelset er der føntørre og toiletartikler (hårshampoo, balsam og bodyshampoo).
Lejlighederne i denne kategori ligger fortrinsvis på 1. sal. De er meget delevenlige med senge på begge etager, så man ikke behøver dele etage, når man skal sove. Bemærk dog, at der ikke er dør mellem etagerne.
Lejlighederne varierer lidt i layout, men de fleste lejligheder er indrettet med en dobbeltseng på 1. sal og to enkeltsenge i stueetagen, et spisebord til fire personer, og et lille køkken med køleskab, kogeplader og det mest almindelige køkkenudstyr. Derudover er der aircondition samt ét badeværelse med føntørrer, bad/douche og WC i stueetagen. På badeværelsetforefindes toiletartikler (hårshampoo, balsam og bodyshampoo).
- Agioi Apostoloi (Den lille kirke på bjerget) - ca. 0,8 km
- Axos (Nærmeste landsby) - ca. 1,9 km
- Wooden Sculptures Museum (træskærermuseum) - ca. 2 km
- Sfendoni Cave (Drypstenshule) - ca. 4,5 km
- Panormos (Fiskerlandsby og strand) - ca. 27 km
- Knossos (Arkæologisk museum) - ca. 47 km
- Heraklion International Airport (Lufthavn) - ca. 48 km
- Chania International Airport (Lufthavn) - ca. 114 km
I bjergene på Kretas højderyg, ved landsbyen, Axos, finder du Enagron Ecotourism Village. Retrætet består af en række individuelle huse bygget i pagt med naturen. Husene rummer forskellige værelser og lejligheder, der varierer i størrelse, antal og indretning.
Hovedbygningen består af restaurant med økologisk køkken og bålsted, terrasse med antikviteter, stenbænke og kunsthåndværk, balkon med rustikke loungemøbler og udsigt over bjergene samt lobby, vinkælder og kafferum. Derudover er der swimmingpool, amfiteater, solterrasse, små grønne kroge og meditationsrum.
På retrætet vil du finde et wellness-område med udendørs faciliteter som sauna, jacuzzi, massagerum og udendørs yogaplatform.
Retrætet på Kreta hedder Enagron Ecotourism Village. Det ligger ved foden af Mount Psiloritis ca. 2 km fra en lille landsby, Axos. Det er omgivet af smukke bjerge, olivenlunde og vinmarker.
Mount Psiloritis er kendt som det højeste og mest hellige bjerg på øen og med sin rige geologiske og biologiske mangfoldighed, findes der sjældne dyr, planter, fugle og kilder. Området er bevaret som nationalpark - fredet af UNESCO.
På Enagron Ecotourism Village er man af den opfattelse, at livet skal leves godt hver dag. For at man kan leve et godt og afstressende liv, skal man leve i omgivelser, der indbyder til ro og fordybelse og oplevelser, hvor man inspireres af naturen, kulturen og historien.
Retrætet består af 12 bygninger, der er fordelt over området, således at omgivelserne langt fra minder om et hotel. Man bliver indkvarteret i fuldt møblerede og smagfuldt individuelt indrettede lejligheder. Hver lejlighed har desuden et lille køkken og er udstyret med aircondition og en hyggelig pejs.
Der er mange fælles områder, der indbyder til afslapning herunder terrasser, der indbyder til et privat rum, et poolområde med en storslået udsigt, en hyggelig lounge, et læserum og en bar, hvor man forsyner sig selv. På retrætets restaurant servereres økologiske, velsmagende kretanske retter. Har man som gæst lyst til at se, hvordan madlavningen tilberedes, er man altid velkommen i køkkenet.
Enagron Ecotourism Village har sit eget landbrug med frugttræer, oliventræer, vinstokke forskellige grøntsager og urter. Alting dyrkes uden brug af kunstgødning. Traditionelle landbrugsmetoder bruges også til mælk, æg og kød. De mennesker, der arbejder på gården, er alle landmænd, som er født og opvokset i området og anvender teknikker, der går århundreder tilbage.
Enagron Ecotourism Village er 42 km fra Heraklion by, 44 km fra Rethymno by og 27 km fra Panormo Beach.
For at få nærmere bekendtskab med naturen er der mulighed for aktiviteter såsom:
Axos er den nærmeste landsby, der ligger 20-25 minutters gang fra retrætet. I Axos, er der få små tavernaer, hvor man kan nyde en is, drikke græsk kaffe og indtage en traditionel lokal frokost. Der er en lille kiosk,hvor man kan købe chips, chokolade og cigaretter.
Der bor 600 indbyggere i landsbyen. Disse lokale grækere er venlige og gæstfrie.
I nærområdet er der 7 byzantinske kirker, der er omkring 1000 år gamle. Der er enorme sten med indridsninger af afsnit fra gamle skrifter, formentlig love.
Der er mulighed for at se på smuk arkitektur (Saint Irene), og der findes en række historiske vægmalerier i Saint Ioannis, Templet i Timios Stravros kirken, den halvt ødelagte kirke Mirhail Arhagelus samt rester af det antikke Akropolis.
Det kretiske køkken på retrætet er i en klasse for sig selv. Det er velsmagende og autentisk, og det er anset som noget af det sundeste i Grækenland pga. af kostsammensætningen af råvarerne. Maden afspejler det enkle og traditionelle liv, som grækerne altid har levet på landet i en agrikultur som på retrætet. Her er der blot kræset mere for maden og brugt mere tid på tilberedningen, så her vil man opleve, at maden er et af højdepunkterne ved opholdet.
Der findes omkring 60 oliventræer per indbygger på Kreta, så olivenolie indgår i stort set alle måltider og fungerer således som en basisfødevare. På Kreta fortærer en familie på fire personer mindst én liter om dagen.
Maden består af traditionelle rustikke salater, bønnesalater, vegetariske kolde og varme retter såsom tærter, kartoffelretter, frisk hjemmelavet spaghetti, supper samt retter der er bestemt af årstiden og høsten. Kød grilles over bål eller langtidssteges, og der er også en række sammenkogte retter, hvor kødet bliver mørt, saftigt og fuld af kraft.
Retrætet er kendt for deres særlige kost i særdeleshed blandt lokale grækere og blandt rejsende. Grækere, der bor i Heraklion, kører gerne 2 timer igennem bjergene og op til retrætet, når der er særlige anledninger. Alting går op i en højere enhed. Naturen, bjergene, duftene, den personlige service, autenciteten og maden. Alting står på én gang stille her, så sanserne bliver skærpet, og nydelsen er stor. Gæsterne er taknemmelige. Alt er såre godt.
Retrætet er så at sige selvforsynende og anvender råvarer fra deres eget landbrug, som fordeler sig på et areal på 50.000 kvm land. Der er frugttræer, såsom ferskner, appelsiner, abrikoser og vindruer. Der er bærtræer, olivenlunde samt over 40 forskellige friske og helbredende urter der indgår i madlavningen, og som tørres og anvendes i te. Der er alverdens grøntsager, som man alt afhængig af sæsonen kan være med til at høste og smage på.
Kød består af egen forsyning af kylling, lam og vildsvin. Oksekød hentes ind fra leverandører i lokalområdet.
Desserter består af hjemmelavede ostetærter, frisk eller syltet frugt, friskbagte kager og småkager samt et udvalg af oste der er af egen produktion. Osten består af hhv. fast ost og friskost – også kendt som Myzitra eller Katsikithia, alt afhængig af om osten er fremstillet af fåremælk eller gedemælk.
Retrætet har desuden sin egen produktion af olivenolie, youghurt, marmelade, raki og te. Der bages dagligt brød i en traditionel stenovn.
I den nærmeste by, Axos, der ligger 20-25 minutters gang fra retrætet, kan man med fordel besøge og indtage en frokost eller en græsk kaffe eller frappé (iskaffe). Axos byder ikke på mad i samme klasse som på retrætet, men alene oplevelsen af kulturen og miljøet er et besøg værd.
På retrætet producerer de som nævnt deres egen olivenolie. Den er så velsmagende, at gæster efterspørger, om de kan købe en flaske olie, som de kan tage med hjem. Således har retrætet en lille butik, hvor de sælger deres hjemmelavede produkter såsom urter til te, marmelader, honning, olivenolie og raki. Produkterne sælges til rimelige beløb.
Af Yiannis Papadakis
Vi er født og opvokset i de smukke landsbyer langt ude på landet. Overvældet af vores behov for at studere og arbejde, forlod vi landsbyerne og rejste til nogle af de større byer. Men vi følte, at vi fik berøvet os selv og vores sanser og savnede lydene, billederne, farverne, smagen og duften af naturen på landet.
På et tidspunkt, da vi som gæster vender tilbage til landsbyen og til de få ting, der er forblevet rene og upåvirkede, indser vi, at essensen af livet stadig findes.
Vi opdager atter årstiderne, som naturen har defineret dem. Vi føler os heldige, nu hvor vi igen kan opleve dagens lys og nattens stilhed. På ny opdager vi alle de elementer, der udgør naturen og formålet med det hele; regnen falder for at nære os, ikke for at drukne os, vinden kommer for at kærtegne os, ikke for at drive os væk og vi bliver fyldt med naturens enestående dufte og aromaer.
Vi har set og oplevet, hvordan naturens skabninger herunder mennesker, dyr, fugle og insekter, kan dele den samme jord på en unik måde. Udsprunget af vores egne personlige behov, byggede vi et landsted. Men på et tidspunkt indså vi, at al denne skønhed blev skuffende, når vi ikke kunne dele glæden ved det storslåede liv i naturen med andre. I vores bestræbelser på at vende denne kendsgerning, etablerede vi retrætet for dermed at kunne opfylde vores ønske om at byde andre mennesker velkommen og give dem deres erindringer om naturen tilbage.
Yiannis og Fani
Af Yiannis Papadakis
Vi er født og opvokset i de smukke landsbyer langt ude på landet. Overvældet af vores behov for at studere og arbejde, forlod vi landsbyerne og rejste til nogle af de større byer. Men vi følte, at vi fik berøvet os selv og vores sanser og savnede lydene, billederne, farverne, smagen og duften af naturen på landet.
På et tidspunkt, da vi som gæster vender tilbage til landsbyen og til de få ting, der er forblevet rene og upåvirkede, indser vi, at essensen af livet stadig findes.
Vi opdager atter årstiderne, som naturen har defineret dem. Vi føler os heldige, nu hvor vi igen kan opleve dagens lys og nattens stilhed. På ny opdager vi alle de elementer, der udgør naturen og formålet med det hele; regnen falder for at nære os, ikke for at drukne os, vinden kommer for at kærtegne os, ikke for at drive os væk og vi bliver fyldt med naturens enestående dufte og aromaer.
Vi har set og oplevet, hvordan naturens skabninger herunder mennesker, dyr, fugle og insekter, kan dele den samme jord på en unik måde. Udsprunget af vores egne personlige behov, byggede vi et landsted. Men på et tidspunkt indså vi, at al denne skønhed blev skuffende, når vi ikke kunne dele glæden ved det storslåede liv i naturen med andre. I vores bestræbelser på at vende denne kendsgerning, etablerede vi retrætet for dermed at kunne opfylde vores ønske om at byde andre mennesker velkommen og give dem deres erindringer om naturen tilbage.
Yiannis og Fani
NB: Oplysningerne her på siden gælder kun for denne specifikke rejse. Information af generel karakter er samlet på vores 'værd at vide'-side. Du er også velkommen til at ringe til os med dine spørgsmål på 69162024 eller skrive til os via Messenger eller e-mail.
Der er andre gæster på retrætet, og derved kan der også være familier med børn. Der kan være andre gæster fra retrætet med på en af turene. Vi har altid en dansk rejseleder med som står for vores gruppe og kan oversætte hvad lokalguiden fortæller.
Ved ankomst til lufthavnen på Kreta finder du vores rejseleder i ankomsthallen, lige efter toldkontrollen. Når du først har passeret toldkontrollen, kan du ikke komme tilbage igen. Det er derfor vigtigt, at du har alle dine kufferter og tasker med.
Når alle gæster er kommet igennem toldkontrollen, går vi samlet ud til vores bus, der kører direkte til retrætet. Ved ankomst til retrætet skal du aflevere dit pas ved tjek ind, og der udleveres herefter værelsesnøgler. Passene kan hentes igen dagen efter, når de er blevet registreret.
Det er gratis at låne en cykel til kortere ture. Skal du bruge cyklen over flere timer, kan cykler lejes i receptionen. Det er oplagt at tage cyklen eller gå en tur til den nærmeste landsby, Axos, der ligger et par kilometer fra retrætet. Her kan du nyde det lokale landsbyliv og få en kop kaffe eller en lille frokost på en af byens hyggelige, små tavernaer.
I Grækenland er det normalt at give drikkepenge, men det forventes ikke på retrætet. Indkomsten er lav, og specielt for de lavtlønnede (rengøringspersonale og chauffører) er drikkepenge med til at få husholdningsbudgettet til at hænge sammen.
Det er normalt, at man lægger lidt i drikkepenge til rengøringen, hvis man har været tilfreds. EUR 10-20 den sidste dag er passende. Har man været på heldagstur vil EUR 5,- til chaufføren være passende. Når man spiser på restaurant udenfor retrætet, er det normalt at runde op med 8-10 %.
Der forefindes Coco-Mat dyner og puder i alle værelser og lejligheder. Allergivenlige dyner og puder uden fjer kan rekvireres i receptionen. Har du brug for en allergivenlig dyne og/eller pude, anbefaler vi, at du giver os besked på forhånd.
Alle lejligheder har som minimum to standardsenge. Derudover kan der i nogle af lejlighederne reddes op til en eller flere personer. Opredningerne er som regel af ringere kvalitet end standardsengene. Det kan være en sovesofa, en drømmeseng, en udtræksseng eller udtræksstol. Der ydes som regel kompensation herfor i form af ekstrasengsrabat. Dette fremgår af billet-rejsebeviset.
Som gæst i et andet land er det vores opgave at tilpasse os de lokale skikke. Eksempelvis tager grækerne lettere på aftaler end vi nordboere – især når det kommer til det med tidspunkter. Tingene er heller ikke så velorganiserede som i Skandinavien, og man kan derfor godt opleve, at tingene tager lidt længere tid, end vi er vant til.
Lad det ikke blive et irritationsmoment. Det hører sig til i syden og er en del af den græske kultur. Tag det som en oplevelse, og nyd, at du er på ferie. Det fører som regel ikke noget godt med sig, hvis man begynder at skælde ud eller irettesætte.
Grækernes attitude og sprogbrug kan også virke mere fandenivoldsk, end vi er vant til fra Danmark og til tider kan det virke ubehøvlet. Sådan er det sjældent ment, men de fleste grækere er ærlige omkring deres følelser og pakker sjældent deres meninger ind. På retrætet opleves de lokale grækeres service og adfærd særdeles venlig, imødekommende og gæstfri.
Alle værelser og lejligheder har ansigtshåndklæder, almindelige håndklæder, badehåndklæder og poolhåndklæder. Der er håndklædeskift tre gange i løbet af opholdet samt efter behov. Du skal blot lægge håndklædet på gulvet eller give personalet besked.
Den nærmeste landsby er Axos, der ligger ca. 2 km fra retrætet. Her finder du de lokale taverner, der byder på simple frokostretter, græsk kaffe og iskaffe. Derudover er der et par små hyggelige butikker med forskelligt håndværk såsom vævede tæpper og broderede duge. Axos har også en lille kiosk, hvor du kan finde tørvarer såsom kiks, chips, chokolade og cigaretter. Alle de små taverner og butikker i Axos modtager kun kontanter (EUR) og tager ikke kort.
Det er ikke muligt at købe solcreme, toiletartikler og lignende i Axos eller i nærheden af retrætet. Medbring derfor selv cremer og toiletartikler hjemmefra.
Alle værelser og lejligheder har el-koger samt en lille skål med tebreve og Nescafé.
Retrætet har en kaffebar ved receptionen. Her er det muligt at købe græsk kaffe samt espresso og andre specialitetskaffer, hjemmedyrket urtete, øl, vin og sodavand.
Nærmeste lægeklinik ligger ca. 15 minutter fra retrætet. Lægen kommer gerne på sygebesøg.
Der findes et lille spaområde på stedet, hvor der blandt andet tilbydes massage til rimelige priser. Vi kan desværre ikke tilbyde forhåndsreservation hjemmefra, så vi anbefaler at man i stedet reserverer tid til massage på ankomstdagen.
Nærmeste apotek ligger i forbindelse med lægeklinikken 15 minutter fra retrætet. Vi kan som regel få lægen til at tage lidt medicin med, når han er på sygebesøg, så vi undgår transporten til apoteket.
Husk gyldigt pas. Et pas, der udløber under rejsen, er ugyldigt. For rejser til Grækenland kræves der ikke visum for danske statsborgere eller for statsborgere fra andre EU- eller EFTA-lande.
Bestil nyt pas i god tid og beregn mindst én måned. Danske statsborgere, der har glemt sit pas, eller som ikke har fået fornyet sit pas i tide, kan købe et nødpas (provisorisk pas) ved henvendelse til politiet i afrejselufthavnen.
For udenlandske statsborgere og personer med fremmedpas gælder særlige regler, og der kan være visumkrav. Den rejsende er selv ansvarlig for eventuelt visum. Undersøg altid i god tid om visum er påkrævet hos den græske ambassade, og i givet fald om det skal udstedes inden afrejse eller ved ankomst. Eventuelle udgifter til visering påhviler den rejsende og er rejsebureauet uvedkommende.
Forvent at prisniveauet på Kreta er 27-52 % lavere end i København (August 2024).
En god rygsæk gør en vandretur mere komfortabel. Man går mange timer om dagen. Med et par liter vand m.m. i rygsækken kan den hurtigt føles tung, hvis den ikke sidder godt. Hvis du skal låne eller købe en, så er det en god ide at vælge en rygsæk med brede skulderstropper - og med bærestrop ved taljen. Det er en fordel, at der er plads til vandflaske på ydersiden, så du ikke skal have rygsækken af for at få noget at drikke.
En rygsæk på omkring 22 liter har plads til det hele:
- Vand (lyt til rejselederens anbefaling ift. mængde)
- Solcreme
- Solbriller
- Evt. kasket eller hat
- Ekstra t-shirt (evt. svedtransporterende)
- Plastikpose til den tørre t-shirt (og til den våde på hjemvejen)
- Vindtæt jakke - selv i skønt vejr kan der være køligt, når du kommer op i højden
- Kleenex
- Håndsprit
- Plastpose til skrald
- En lille snack (mandler, rosiner eller lignende)
- Compeed, hvis du har tendens til vabler
- Varm trøje, regnslag eller lign. afhængig af vejret
Selv i de kolde måneder er UV-indekset højt på Kreta. Vi anbefaler derfor at anvende en vandafvisende solcreme med høj faktor. Gerne faktor 30-50. Derudover anbefaler vi at medbringe en solhat, der dækker ørerne, ansigtet og nakken. Vi fraråder desuden at solbade i direkte sollys midt på dagen. Vent hellere til efter kl. 16.00. På vandreturene anbefaler vi, at kroppen, skuldrene og lårene er dækket til. Vælg et par luftige bomuldsshorts, der ikke sidder for tæt samt en luftig skjorte eller t-shirt. Tætsiddende sportstøj kan også være en god idé, så længe der er tale om svedtransporterende materiale.
Såfremt du ønsker specialmad (diabetiker, allergiker, vegetar etc.), skal vi bede dig meddele os det ved rejsebestilling samt igen ved tjek ind på retrætet, så vil der blive taget højde for det i løbet af opholdet.
Retrætets swimmingpool er åben fra maj til og med oktober. Ved poolen er der gratis solstole og bruser. Der er poolhåndklæder i alle lejligheder. Håndklæderne skiftes tre gange om ugen samt efter behov. Man skal blot selv sige til. Pooltemperaturen varierer i løbet af dagen. Typisk er poolen 4-5 grader koldere om morgenen end om aftenen. Poolens max. temperatur ligger på ca. 22 grader i maj og oktober og stiger langsomt til ca. 30 grader i juli.
Når vi når ind i april, ligger Kreta hen i et duftende orgie af blomster og krydderurter. I dagtimerne kommer temperaturerne op på 25 grader, og allerede i løbet af maj-juni måned kommer temperaturerne op på 28 grader i dagtimerne. Det regner almindeligvis kun i byger, og nætterne er behagelige.
Om sommeren fra juli-august falder der sjældent regn. Temperaturerne stiger kraftigt og kan nå helt op på 40 grader i dagtimerne. Især i august kan ekstreme temperaturer være et problem for personer med kredsløbsbesvær.
Efteråret (september-november) er ligesom foråret (april-maj) optimal for vandreture i bjergene. Temperaturerne falder til et mere behageligt niveau omkring de 22-26 grader i september og oktober samt 15-20 grader i november. Havet holder længe på varmen, og vandtemperaturen kan sagtens holde sig på de 22-25 grader helt ind i oktober. I slutningen af oktober kan nætterne begynde at blive kølige, og vejret begynder så småt at blive mere ustadigt med regnbyger ind imellem. Fra november måned bliver det nødvendigt med en varm trøje eller sweater i løbet af dagen, og det er almindeligt med vedvarende regn, ligesom det kan blæse op i løbet af dagen og blive køligt om natten.
Der er begrænset mobildækning på retrætet.
Det er muligt at vaske tøj på retrætet mod betaling.
Valutaen i Grækenland er Euro. Kursen er ca. 745, dvs. at 100 Euro svarer til ca. 745 danske kroner.
Vandet på retrætet kan købes på flaske eller drikkes direkte fra hanen, da det er kvalitetssikret kildevand.
Vi anbefaler at medbringe et par lukkede vandresko eller vandrestøvler. Man kan sagtens gå i et par gode løbesko på turene ved Enagron, men er det fugtigt, risikerer man at glide. Ture på op til 20 km kan være langt at gå i sko med blød sål.
Bruger du vandresko/vandrestøvler, så er det en god ide at snøre dem strammere, når der er længere passager med nedstigning. På den måde undgår du at få ømme tæer.
Åbne vandresandaler kan også bruges, men vær opmærksom på, at man let får småsten i sandalerne, når vi går på de små stier. Til gengæld fylder de ikke så meget i kufferten.
Hvis man er glad for at gå med vandrestave, er det en god idé at medbringe dem på rejsen. Vi har desværre ikke mulighed for at stille vandrestave til rådighed; de skal altid medbringes hjemmefra. Husk, at vandrestave ikke må medbringes i flykabinen.
Det aflaster knæ og ben at anvende stav/stave. Det kræver dog nogen tilvænning at gå med to stave. Start evt. med én stav - så har du en hånd fri til at tage fra, til at håndtere vand, kamera m.m., eller måske har den, der går bagved, brug for en hånd.
De fleste af turene på Kreta har ikke store stigninger, men en stav kan også være god at have med, hvis det er fugtigt/glat.
Hvis det er varmt, sveder man meget. Derfor kan det være godt med lidt til saltbalancen. Hav evt. chips/peanuts med hjemmefra. Det kan ikke købes på hotellet.
Du får mest ud af din vandreferie, hvis du er i god grundform. Sørg for at gå nogle gode lange ture inden - gerne med stigninger undervejs.
Hvis der er stigninger, som du synes er lidt hårde, så gå dine egne små "hårnålesving" på stien, så du zig-zagger dig op. Det aflaster meget. Samme teknik kan anvendes til nedstigninger.
Ture op er hårdest ift. kondition. Nedturene belaster knæene mest.
Hoteller og restauranter påtager sig ikke ansvaret for værdisager, hvorfor det anbefales ikke at medbringe for store beløb i kontanter, kostbare smykker og lignende. Endvidere anbefaler vi at deponere værdisager i boks eller i receptionen.
Ifølge internationale hotelregler skal værelset forlades senest kl. 09.00 sidste feriedøgn. Værelset skal være klargjort til nye gæster senest kl. 15.00. Det endelige tidspunkt for aflevering af værelset i forbindelse med hjemrejsen oplyses af rejselederen. Sker afrejsen sent på dagen, vil der dog oftest være adgang til et fælles værelse, hvor der kan skiftes tøj m.m. inden afgang.
Der findes gratis trådløs internet i receptionsområdet. Vi anbefaler at begrænse brugen af emails, SMS og mobiltelefoni på retrætet. Hvis der skal foretages nødvendige opkald, henstiller vi til, at man går en tur eller diskret sender en SMS.
Enagron Ecotourism Village
Axos Mylopotamou, 74051
Crete, Greece
Tel: +30 28340 61611
Enagron Ecotourism Village
Axos Mylopotamou, 74051
Crete, Greece
Tel: +30 28340 61611
Sidst opdateret d. 09/08 2024 kl. 12:00
Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer jeg samtidig Tid til ro's privatlivspolitik.