✔️ Gebyrfri ombooking indtil 60 dage før afrejse ✔️ Reduceret depositum kun kr. 500,- ✔️ Prisgaranti mod prisstigninger
Af Eva Bie Lilleør, professionel coach, stress coach og mindfulnessinstruktør.
TIP: Download stress coach Lisbeth Tobiesens podcast og hør den når det passer dig - klik her!
Måske var du rigtig god inden ferien. Droslede ned med arbejdsopgaver i god tid. Fik ryddet op i bunkerne. Fik planlagt møder til efter ferien. Sat autosvar på din e-mail og holdt fingrene fra den i ferien. Og måske havde du en rigtig god ferie, hvor du fandt ro og fik tanket op med nye oplevelser og familie og venner?
Og måskesidder du derfor nu og undrer dig over, hvordan det kan være at det gør ondt at vende tilbage til jobbet? Du har jo netop gjort alting rigtigt!
August er en måned, hvor mine klienter typisk tænker på jobskifte. Hvor de har svært ved at mærke motivationen. Hvor de har arbejdssituation, hverdagsliv og drømme op til revision. Hvor de savner roen og letheden fra ferien. Meget tyder på at mine klienter ikke er de eneste. Virksomheder med sundhedsordninger oplever også en øget efterspørgsel efter psykologhjælp i august måned.
Sommerferien er typisk den ferie på året, hvor vi både har fri i længere tid og hvor vores tid ikke er knyttet op på familiære forpligtelser ud over vores egen nærmeste. Det giver os fri fra pligter og tillader os at komme dybere ned i tempo og ind i os selv. Vi holder en reel pause fra hverdagen, fra livet som vi kender det på årets fleste dage og vi lader op. Finder ind til det nære, det livfulde, det glade. Vi leger med ungerne eller børnebørnene. Vi bliver længe oppe i de lyse sommernætter og går først i seng, når vi er trætte og vågner, når vi er udhvilet.
Det betyder også at vi får et nyt perspektiv på vores hverdag. Hvordan ville det være, hvis vi kunne overføre denne ro, denne livsglæde til hverdagen? Der må være noget galt med min hverdag, når jeg ikke mærker denne ro, denne glæde i den!
Download Eva Zelanders guide 'Mindfulness og meditation i naturen' - klik her!
Nej – og ja, måske. I et ideal liv ville dette gøre sig gældende. Da ville vi alle altid være glade og udhvilede og mærke, at vi havde meningsfulde jobs og tilfredse velfungerende familier – også i hverdagen. I virkeligheden ser realiteterne anderledes ud. I virkeligheden kan det godt være udmattende at have fuldtidsjob, en familie der skal passes og samtidig bør vi finde tid til os selv, venner og fritid. I virkeligheden kan vi godt gå på arbejde og tænke, at de er da en flok gamle støvede vatnisser alle sammen og alligevel i bund og grund være glade for at være en del af netop den flok. I virkeligheden kan vi godt gå i seng, førend vi er trætte og alligevel vågne uden at være udhvilede næste morgen – og stadig kysse ægtefællen god morgen, sende ungerne i skole, selv tage af sted og levere en god dags arbejde. I en helt almindelig hverdag kan vi godt være trætte, travle, til tider triste og frustrerede. Det er faktisk helt okay. Så længe vi også mærker at der er hverdage med glæde, at vi reelt lader op i vores fridage/weekender og mærker at vi kan finde ind til vores egen indre ro.
En mulighed er også at vores hverdag gør ondt, fordi der reelt er noget, der skal ændres? Fordi vi i vores pause fra hverdagen har fået øje på det, vi ikke var opmærksom på inden, i alt vores hverdagstravlhed. Vi mærker måske at noget er usundt for os og potentielt noget, der vil koste os på helbredet, psyken og livsglæden? Måske er det en lille ting, vi har brug for at ændre. Måske er det noget stort. Uanset hvad kræver det mod og ærlighed at tage vores egen oplevelse alvorligt, inden den bekvemme hverdagstravlhed sætter ind.
Velkommen tilbage til hverdagen! Lad os fejre den lidt. Den er her jo trods alt det meste af tiden :-)
Kærlig hilsen Eva