✔️ Gebyrfri ombooking indtil 90 dage før afrejse ✔️ Reduceret depositum kun kr. 1.500,- ✔️ Prisgaranti mod prisstigninger
Overvejer du et retræteophold langt væk? Er du i tvivl om, at det er en god idé at rejse så langt?
Denne artikel er oprindeligt udarbejdet med input fra en tidligere KRON-certificeret instruktør. Vi har opdateret den, så indholdet fortsat er relevant for vores læsere.
Når man sidder og drømmer sig langt væk til Bali, Sydafrika eller Thailand - og det hele ser så dejligt, afslappende og roligt ud, så kan der godt ske det, at man undervurderer, at det er en lang rejse.
I den forbindelse er det vigtigt, at man minder sig selv om, at flyrejsen er, hvad den er. Hverken mere, eller mindre. Og bare fordi man sidder ombord på verdens største flyvemaskine på vej ud i verden og måske endda flyver med verdens bedste flyselskab, så ændrer det ikke på afstanden.
Der er stadig lige langt.
Det er meget individuelt, hvor meget en lang flyrejse tærer på en. Nogle mennesker kan næsten ikke holde det ud, mens andre mennesker hurtigt ryster den af sig.
Uanset om man rejser på den ene eller den anden tidstabel, så kommer man sjældent udenom, at man er nødt til at rejse om natten. Man skal måske meget tidligt op, eller måske skal man sidde i flyvemaskinen om natten.
Det er en belastning for kroppen, og hvis man er stressramt og har tendens til søvnløshed, så skal man virkelig overveje, om det er det rigtige for en at udsætte sig for denne ekstra belastning.
Vi fraråder alle, der lider af svær stress, at rejse mere end 6 timer med fly. Vores rejser til fjerne rejsemål egner sig kun til personer, der ikke har symptomer på stress, samt til personer som kun har lette stresssymptomer.
En anden ting, som man skal være opmærksom på, når man rejser til fjerne rejsemål, er, at man også rejser til fjerne kulturer, der er meget anderledes, end den kultur som vi har i Danmark og resten af Europa.
Ude i den sydafrikanske bush er vejene meget hullede og smalle, så vi er nødt til at køre i mini- og microbusser. Og de støvede veje gør, at airconditionanlæggene på busserne ofte har det svært ved at klare presset. Man skal ikke rejse til Sydafrika, hvis man forventer, at alt er som derhjemme. Man skal rejse til Sydafrika, hvis man har en drøm om at opleve den enestående smukke natur og det rige dyreliv og kombinere oplevelsen med yoga eller mindfulness.
Det samme gælder for Thailand. Det er et meget anderledes land. Tingene går lidt langsommere, og thaierne har ikke den samme sans for detaljer, som vi har i Nordeuropa. Man kan sagtens komme ud for at skulle vente i en hel time på at få sin bagage, og det er heller ikke ualmindeligt, at tjeneren glemmer ens ordre eller serverer nogle andre retter, end man har bestilt.
Så må man venligt og høfligt gøre opmærksom på, at der er sket en misforståelse. Og gør man det med et smil, så får man altid et stort smil igen.
Hvis man går ind til tingene med en forventning om, at alting kommer til at køre snorlige, så kan eventyret hurtigt blive til irritation.
Men går man ind til det med nysgerrighed, venlighed, åbenhed og med tillid og ikke-ambition, så er det i sandhed det rene eventyr, der venter derude. Langt væk.
Af John Tobiesen, Tid til ro
Vi ønsker alle en god rejse!
Kh. Tid til ro