✔️ Gebyrfri ombooking indtil 60 dage før afrejse ✔️ Reduceret depositum kun kr. 500,- ✔️ Prisgaranti mod prisstigninger
13 dages wellness retreat med alt inkluderet - også frokosten, aftensmaden, den økologiske juicebar, baristakaffen, alle dine massagebehandlinger, direkte fly - og dansk rejseleder hele vejen fra Kastrup.
Vores welllness retreats på The Spa Koh Chang med 'Spa All Inclusive' er velegnet til dig, der har brug for frihed til at gøre lige hvad du vil uden at skulle tænke på økonomien, men som samtidig gerne vil have komfort, dansk rejselederassistance fra start til slut og mulighed for at være en del af et fællesskab.
Vi har inkluderet det hele. Direkte fly, dansk rejseleder hele vejen fra start til slut, direkte transfer, færgebilletter, ophold i skønne værelser eller eksklusive villaer, alle måltider, samt snack, baristakaffe, juicebar, vand, sodavand og alkoholfrie cocktails. Vi har også inkluderet massage, sauna, dampbad og udflugter.
Brug dit wellness retreat til at lade op efter en travl periode på arbejdet, som rekreation efter et sygdomsforløb eller som arbejdsferie, hvis du arbejder på et nyt projekt, der kræver dyb ro og kreativitet.
Du kan roligt glæde dig til massage, wellness, tropiske strande, krystalklart vand og snorkling på farverige koralrev.
Vores smukke retrætested ligger på øen Koh Chang - helt ude i det østligste af Siambugten tæt på grænsen til Cambodia. Retrætet hedder The SPA Koh Chang og ligger på østsiden af øen - langt fra turisme og moderne civilisation. Retrætet har swimmingpool, raw food bar, økologisk restaurant og en større spaafdeling, der tilbyder alt fra massage og dampbad til længerevarende faste- og detoxprogrammer.
Du kommer til at elske Koh Chang for den skønne natur og den dybe ro. Koh Chang er en af mere end 40 småøer, der til sammen udgør 'Mu Ko Chang National Park'. Parken dækker et område på mere end 650 km2, hvoraf ca. 70% er marinepark. Selve Koh Chang består af en række bjerge dækket med jungleskov og omkranset af nogle meget smukke sandstrande.
Velkommen til Koh Chang!
Hvis du har spørgsmål, er du velkommen til at ringe til os. Telefon 69 16 20 24.
Vi glæder os til at tale med dig.
Velkommen hos Tid til ro
13 dage med 10 nætter på retrætet med Spa All Inclusive.
Rejselederen samler gruppen ved check-in i Kastrup og hjælper med check-in og boardingkort. Dem der har lyst, kan følges med rejselederen hele vejen, ellers er man velkommen til selv at gå til gaten og nyde ventetiden i en af lufthavnens butikker. Vi flyver direkte med Thai Airways.
Flymad og bagage er inkluderet i rejsens pris, og det er muligt at låne tæppe og pude under flyrejsen. På Thai Airways serveres varmt måltid ca. to timer efter vi er lettet fra Kastrup og varm morgenmad ca to timer før vi lander i Bangkok.
Efter morgenmad ombord på flyvemaskinen lander vi i Bangkok. Rejselederen samler gruppen, når vi er landet, så alle har nogen at følges med gennem paskontrollen og ud til bagageudleveringen.
Du kan altid vælge at følges med rejselederen, hvis du er utryg ved at færdes alene i lufthavnen. Vi samles ved Exit 4, hvor vi finder vores thailandske chauffør og thailandske lokalguide, der kører os til Koh Chang. Køretiden er på ca. fem timer fra Bangkok til færgelejet. Hertil kommer pauser og evt. ventetid ved færgen. Så man skal regne med en samlet rejsetid på ca. 7 timer inkl. pause og færgeoverfart.
Vi holder passende pauser undervejs, hvor der er mulighed for at købe snacks, varme måltider og drikkevarer. Ved færgelejet er der også et venteområde med toiletter og en lille kiosk. Færgeoverfarten tager ca. 45 minutter. Når færgen ankommer til Koh Chang står retrætets personale klar til at tage i mod os og kører os det sidste lille stykke på ca. 20 minutter til The Spa Koh Chang.
Ved check-in på retrætet får du udleveret velkomstsmateriale inkl. oversigt over alle de forskellige massager, der er inkluderet i dit ophold.
Morgenmaden serveres i restauranten fra kl. 07.00-10.00. Alle dine måltider og mellemmåltider er inkluderet i Spa All Inclusive, det samme gælder alle alkoholfrie drikkevarer. Også den friskpressede juice, de skønne smoothies og hele kokosnødder, der serveres iskolde med sugerør og ske.
Hvis du har lyst til at se dig lidt omkring, anbefaler vi en gåtur til den røde bro eller i området omkring Salak Phet.
Det er også oplagt at få en 90 minutters thai massage, så den sidste jetlag kan komme ud af kroppen. Husk at massagen også er inkluderet i din Spa All Inclusive. Du kan vælge mellem fodmassage, nakke- og skuldermassage, thaimassage, aromamassage, oliemassage og svensk massage. Skønhedsbehandlinger eller medicinske behandlinger kan tilkøbes.
Til frokost og aften er der a la carte. Retrætets spa-køkken byder på et stort og varieret udvalg af klassiske thairetter, velkendte vestlige retter og en masse veganske, vegetariske og raw-specialiteter. Alle vestlige retter er tilpasset spa-køkkenet, der er alkaline i sin grundform og som ikke serverer kød fra firbenede dyr. Så bestiller du en burger, kan du vælge mellem kylling eller 'beyond meat' og din bacon vil være fra kalkun. Bestiller du en klassisk thai ret vil den være med æg, kylling, grøntsager, fisk eller skalddyr.
Mellem måltiderne er der snackbar med lokal og vestlig fastfood, kagebuffet med stort udvalg af raw-kager og juicebar med friskpresset juice og hjemmelavede smoothies. Alt sammen inkluderet i din Spa All Inclusive.
Dagen til fri disposition, og du kan gøre lige, hvad du har lyst til. Du kan få endnu en massage (inkluderet i Spa All Inclusive), eller du kan tage på eventyr i kajak i mangroven eller cykle en tur.
Kajakker og cykler udlånes gennem receptionen og er også inkluderet i din Spa All Inclusive.
I dag inviterer retrætet på en halvdagstur til en af de skønne strande i lokalområdet.
Når du kommer tilbage, kan du overveje om ikke det er tid til endnu en massage. Du kan også prøve urtedampbadet inden aftensmaden.
Efter morgenmaden er der arrangeret en gåtur i mangroven og derefter er resten af dagen til fri disposition.
Denne dag er således oplagt til ekstra wellness. Hvorfor ikke runde dagen af med 60 minutters thai- eller aromamassage i retrætets spaafdeling?
Efter morgenmaden inviterer retrætet på endnu en halvdagstur. Denne gang går turen til Salak Kok, som en den lokale fiskerlandsby. Indbyggerne bor i huse på pæle og har deres fiskebåde liggende lige udenfor. Hele området er omkranset af dyb mangroveskov. Vi bliver kørt til Salak Kok. Herefter stiger vi ombord i en række mindre træbåde, en slags lokale gondoler. Hver båd har plads til fire personer og en skipper, der ror os ud på en smuk tur i stilhed.
Der er mulighed for at spise frokost på den lokale fiskerestaurant i Salak Kok (for egen regning).
Vi kører til Salak Kok efter morgenmaden og vender hjem til retrætet over middag.
Du kan runde eftermiddagen af ved at besøge den skønne spaafdeling. Husk at alle dine rekreative massagebehandlinger er inkluderet i din Spa All Inclusive.
Vi starter dagen med en god morgenmad, hvorefter vi har arrangeret en guidet vandretur i den lokale landsby, Salak Phet.
Landsbyen har en helt særlig charme og autenticitet over sig. Man får en fornemmelse af at træde ind i en anden verden, næsten en hel anden tidsalder. De lokale er ikke præget af turismen og bestemt ikke tynget af stress og jag. Her foregår tingene i et langsommere tempo, og hver ting tager den tid, det nu engang tager.
Vores første besøg er ved Khun Goi, som bor med sin mand og børn lidt uden for landsbyen. Khun Goi byder os velkommen i sit værksted, hvor parret laver forskellige fine kunsthåndværker af kokosnøddeskaller. I deres lille butik finder vi både smukke lamper, forskellige små skåle og dekorationer samt smykker og hårpynt. Den bæredygtige tankegang, der ligger bag at anvende naturens biprodukter til noget kreativt og funktionelt, er både smart, men også yderst relevant for nutidens miljømæssige udfordringer.
Ved Khun Goi og hendes mand, får vi lov til at se hvordan kokosnødderne høstes samt hvordan kokosnødderne går fra blot at være kokosnødder til at være kunst. Desuden får vi lov at smage på kokosvand, kokosnød, frisklavet kokosmælk og grøn mango.
Vi får også lov til at se hvordan de tapper gummi ud af gummitræerne, som benyttes til blandt andet dæk og gummisko.
I Salak Phet besøger vi byens smukke og velholdte tempel, der ligger centralt i byen. Ved siden af templet samles landsbyens børn i den lokale skole.
Efterfølgende besøger vi 'den røde bro'. Gangbroen fører ud til spidsen af bugten med et skønt udsigtspunkt, hvor vi undervejs kan nyde udsigten over mangrovens smukke trætoppe og bakker i det fjerne. Efter gåturen er der mulighed for at få en kop kaffe i den nærliggende kaffebar (for egen regning). Der er dog ikke mulighed for frokost, før vi er tilbage på retrætet.
Dagen i dag er din og kan bruges præcis som du har lyst. Der er ikke noget på programmet, så det er helt op til dig om du vil have massage, sejle i kajak eller om du skal lidt ud på egen hånd.
Cykler, massage, mad og drikke er inkluderet i din Spa All inclusive, så det er helt op til dig.
Måske skal noget af dagen bruges ved poolen eller på terrassen?!
Efter morgenmaden er dagen til fri disposition med mulighed for ro og afslapning. Dagen kan bruges på retrætet for eksempel ved en af poolens private træterrasser og med besøg i spaafdelingen.
Spaafdelingen på 'The Spa' byder på mange muligheder for afslapning, genopladning og udrensning. Spaen tilbyder både oliemassage, den klassiske thaimassage og afslappende fodmassage. Alt sammen inkluderet i din Spa All Inclusive.
Derudover kan man tilkøbe ansigstsbehandlinger og anti-cellulite-massage.
Du kan også sætte forbrændingen i vejret og få løsnet affaldsstoffer i den infrarøde sauna eller i urtedampbadet for eksempel i forbindelse med en blid massage af maven.
Er man mere eventyrlysten, kan dagen bruges på havet, hvis man tager med på tropisk ø-hop (tilkøbstur). Sejlturen går til tre af de nærliggende øer, hvor blandt andet den ene ø er kendt for dets smukke koralrev. Vi gør stop ved alle øer, og der er mulighed for snorkling i det turkisblå hav og afslapning på de hvide sandstrande.
NB: Tilkøbsturen bookes hjemmefra inden afrejse.
Vi starter dagen med en halvdagstur til White Sand Beach, for dem der har lyst. White Sands Beach er øens største og mest populære sandstrand. Den ligger i turistbyen af samme navn, der også har en masse hoteller, butikker, massagesteder og restauranter.
Vi anbefaler en kold drink på stranden ved Sabay Bar, hvor der er ildshow hver aften efter mørkets frembrud.
Vi kan sove længe og nyde den sidste tur ved poolen og i spaen. Efter morgenmaden er det tid til at få pakket det sidste og få afleveret værelset.
Formiddagen er til fri disposition inden vi bliver hentet og kørt til lufthavnen i Bangkok. Når vi ankommer til Bangkok er der god tid til at komme igennem paskontrollen og til at få shoppet inden vores direkte fly mod København letter lidt over midnat. Fuldstændig som på udrejsen, vil der være mulighed for at følges med rejselederen hele vejen fra check-in i Bangkok, til vi er kommet ud af lufthavnen i Kastrup. Foretrækker du selv at gå rundt i lufthavnen, er det naturligvis også en mulighed.
Vi flyver med solen og efter ca. 11 timers flyvning lander vi tidligt om morgenen i Kastrup. Vi håber alle har haft en god rejse, og at massagen, afslapningen, de skønne minder og ikke mindst den varme thailandske gæstfrihed må sidde i kroppen lang tid fremover.
Tak for tilliden og på gensyn!
Programmet er vejledende. Ved ankomsten til Thailand udleveres det endelige program. Det endelige program tager bl.a. højde for vejret. Indholdsmæssigt vil der ikke være forskel på det vejledende program og det endelige program. Kun rækkefølgen kan være ændret.
✔ Eneværelse uden tillæg - Gælder alle orientalske værelser i 2025 og 2026
NB: Har du problemer med at bestille, så ring til os på 6916 2024, eller skriv til os på Messenger.
På denne side viser vi den billigste ledige totalpris pr. person ved to personer inkl. fly, transfer og bagage. Klik på 'Bestil nu'-knappen for at se priser for andre værelseskategorier og enkeltværelser.
Garanteret afgang
Vi garanterer at vi er nok deltagere til at gennemføre alle vores flyrejser på denne side.
Vi lægger nemlig ikke flere rejser op, end vi ved vi kan sælge.
Hvis vi aflyser af andre årsager, får du alle dine penge tilbage - kontant indenfor 14 dage!
Vi aflyser automatisk, hvis Udenrigsministeriet fraråder ikke-nødvendige rejser.
Vi har fire forskellige værelser og villaer på The Spa Koh Chang. Læs mere nedenfor.
Standardværelser med eget bad og toilet med føntørre og toiletartikler. Alle værelser har køleskab, elkedel, aircondition, TV og værdiskab. Der er ingen myggenet om sengen.
Værelserne ligger omkring yogasalaen, nogle i 5 meters afstand og andre med op til ca. 30 meter til salaen. Fra værelserne er der ca. 50 meter til restauranten og receptionen, ca. 75 meter til spaafdelingen og ca. 100 meter til poolen.
Værelserne vender ud mod retrætets personaleområde og man skal derfor påregne almindelig snak og nogle gange også musik fra personalehusene.
NB: Værelserne har ingen udsigt og ingen terrasse. Nogle værelser har enkelte trin ved hoveddøren.
Stort værelse på to seperate senge i underetagen af et fritstående tropisk hus.
Værelserne ligger ud til haven på en skråning omgivet af jungle. Værelserne har køleskab, elkedel, aircondition, TV og værdiskab samt terrasse. Derudover er der separat badeværelse med badekar, bruser og toilet. Der er føntørre og toiletartikler.
Hvis man rejser alene men ønsker at dele værelset, er det muligt at købe det som deleværelse, med en anden rejsedeltager af samme køn at dele værelset med. Der er ingen myggenet om sengene.
Fra værelserne er der ca. 70 meter til restauranten og receptionen, ca. 100 meter til spaafdelingen og ca. 125 meter til poolen.
NB: Velegnede til gangbesværede, da værelserne ligger lavest (bortset fra Oriental room). Der er dog mellem 20-50 trappetrin til værelserne.
Stort værelse med stor dobbeltseng i et helt individuelt fritstående tropisk hus. Værelserne ligger lidt højere på grunden og har derfor god udsigt over den lille bugt samt til poolen. Udsigten kan dog være begrænset af beplantningen, da værelserne ligger på kanten af junglen, ud mod haven.
Værelserne har køleskab, elkedel, aircondition, TV, værdiskab og terrasse. Derudover er der separat badeværelse med badekar, bruser og toilet samt føntørre og toiletartikler.
To af værelserne deler gangsti og er meget velegnede til to par, der rejser sammen eller to singlerejsende, der rejser sammen, men som ønsker hvert sit værelse. Fra værelserne er der ca. 50 meter til restaurant og reception, ca. 100 meter til spaafdelingen og ca. 125 meter til poolen.
NB: Badekar med høj kant. Ikke velegnet for personer med nedsat mobilitet
Et af vores bedste værelsestyper med både hængekøje og et udendørs badekar.
Villaerne har en dobbeltseng, et privat udendørs badekar og en hængekøje på terrassen. Desuden er der et separat badeværelse med bruser og toilet samt føntørre og toiletartikler. Derudover har villaerne køleskab, elkedel, aircondition, TV, værdiskab og terrasse.
Villaerne i denne kategori er nyrenoverede i 2021.
Fra værelserne er der ca. 70 meter til restauranten og receptionen, ca. 100 meter til spaafdelingen og ca. 125 meter til poolen
Vores bedste værelsestype er i virkeligheden en villa med privat pool.
Villaerne har privat pool og er omgivet af jungle, så udsigten kan være begrænset lidt af beplantningen.
Alle villaerne har køleskab, elkedel, aircondition, TV, værdiskab og terrasse. Derudover er der separat badeværelse med bruser og toilet samt føntørrer og toiletartikler. Villaerne er indrettet med en stor dobbeltseng og en hyggelig daybed. Der er ingen myggenet om sengen.
Fra villaen er der direkte udgang til privat pool. Poolen er med jacuzzi, men er ikke opvarmet.
Alle villaer i denne kategori er nyrenoverede i 2021.
Fra villaerne er der ca. 50 meter til restauranten og receptionen, ca. 100 meter til spaafdelingen og ca. 125 meter til poolen ved spaområdet.
- The Spa, Koh Chang (retrætet)
- Mangrove junglen
- Salak Phet (lokal landsby)
- Lonely Beach (strand)
- White Sand Beach (strand)
Vores retrætested 'The SPA Koh Chang' ejes af Khun Nuch og hendes familie. De skabte stedet for at tilbyde et autentisk alternativ til de mange turisthoteller i landet. Hotellet fungerer både som spasted med behandlinger og massage, og som retrætested.
Khun Nuch er oprindelig uddannet tandlæge, men ret tidligt i livet begyndte hun at interessere sig for kost og ernæring. Det har smittet af på retrætets restaurant, der har måske Thailands største udvalg af juicer, rav food specialiteter og veganske retter.
Der arbejdes med sundhed, velvære og udrensning i retrætets spaafdeling. Her er der både infrarød sauna, dampbad, traditionel thaimassage, aromamassage med olie, diverse spapakker og mulighed for tarmskylning og forskellige fasteforløb.
Naturen og retrætet går ligesom hånd i hånd, og naturens egenskaber bliver respekteret, dyrket og anvendt både i køkkenet og i hele konstruktionen. Husene er bygget op af naturstærke materialer, møblerne er lavet af forskellige træsorter og andre fletmaterialer, og poolen er fyldt op med saltvand.
På kanten af junglen ligger husene i forskellige niveauer med udsigt til mangroven. Stilen i husenes indretning er simpel og rummelig med lyse vægge og mørke træmøbler. Det er hyggeligt, hjemligt og enkelt.
På retrætet er der skabt flere små oaser af fred imellem de funktionelle bygninger, blandt andet er der indrettet flere små træterrasser med et par solstole, bygget lige over vandoverfladen, der giver en skøn følelse af privatliv. Her er der plads til at nyde naturens lydbillede og æstetik.
Stedet er svært at finde og oprigtigt svært at forlade. Efterhånden er der ikke mange steder som dette, der får lov at forblive ubemærket af turismen. Til vores held er det hverken nemt eller hurtigt at komme til Koh Chang. Det passer os rigtig godt. Vores retrætested må hellere end gerne være lidt overset, så stedet kan bevare sin fredfyldthed.
Menukortet på The SPA Koh Chang byder på en masse spændende retter. Både kendte klassikere fra den vestlige verden og det traditionelle thailandske køkken, men også friske og farverige salater og smoothies. Der lægges stor vægt på friske og uforarbejdede råvarer og velværen ved letfordøjelige og nærende måltider.
På retrætet arbejdes der med råvarerne ud fra princippet om jord til bord med fokus på bæredygtighed. Det vil sige at så meget som muligt produceres på stedet eller i lokalområdet, så vi pengene bliver hos de lokale bønder og fiskere - og så vi skåner miljøet med mindre transport.
Køkkenet gør en særlig indsats for at støtte de lokale bønder og vedligeholdelsen af områdets fint bevarede traditionelle landbrug. Derfor er råvarerne både økologiske og lokale, hvilket opleves i madens friskhed.
Med Spa All Inclusive er alle måltider inkluderet. Også mellemmåltiderne og snacks. Retrætet har et imponerende menukort, hvor omkring halvdelen af retterne er vegetariske, veganske eller raw food, mens der også er retter både fra vesten og det thailandske køkken.
Stemningen i den lille landsby er afslappet og autentisk. Der er et personligt bånd imellem de lokale og et sammenhold, der er svært at beskrive. Byen har både et smukt og farverigt tempel, et mindre museum med historier fra gammel tid og en skole, der samler alle landsbyens børn, store som små.
Imellem landsbyens små huse står familiens far i haven og bygger sine egne møbler. Ved nabohuset sidder en mor og fletter sin datters hår, mens hun tager en pause fra havearbejdet. Af en mindre sidegade bor parret, der har deres egen lille kokosnøddeplantage og laver kokosolie på helt traditionel vis, på samme måde som man gjorde, før fabrikkerne tog over.
Lokalområdet lader os opleve en velbevaret kultur og et helt traditionelt øliv, og samtidig kan vi finde mange kilometer af ren natur. Ikke langt fra retrætet kan vi blandt andet finde et lille stykke med strand, der er et skønt område, gemt for offentligheden. Her ligger et lille resort med små bungalows, bygget helt uden luksus og kun tiltrækker dem, der ønsker en mere primitiv overnatningsmulighed.
I en lille bugt, omgivet af en imponerende mængde grønne mangrovetræer, danner jungle og en spejlblank vandoverflade rammen om vores skønne retrætested, The SPA Koh Chang.
Når smuk natur forenes med små landsbysamfund, der stadig er forskånet for den moderne civilisation, opstår en forståelse for charmen ved ø-livets isolation og begrænsninger. For det er nemlig her, vi kan mærke roen og fornemme den afslappethed, de lokale har omkring dagligdagens gøremål. Hverdagen leves stille, i ro og mag, og børnebørn lærer af bedstefar i værkstedet og af bedstemor i køkkenet.
Vi befinder os på Koh Chang, der er en af de østligste thailandske øer i Siambugten - helt tæt på søgrænsen til Cambodia. Den lille ø har lidt for enhver smag, alt efter hvilken kystside besøget går til. Vestkysten byder på liv og glade dage med små hoteller og resorts, der indtager de hvide sandstrande.
Østsiden af Koh Chang er derimod som fanget i en tidskapsel fra det Siam, som man kunne opleve for tredve og halvtreds år siden. Her går man på opdagelse og finder øde sandstrande, vilde vandfald gemt i junglens palmer og kunsthåndværk skabt i naturens egne materialer.
Der er kun én landevej på Koh Chang, der gør det muligt at køre fra øst til vest. Vejen løber langs øens kyst, men kun knapt hele vejen rundt. På den sydlige del af øen ender vejen nemlig blindt på begge sider af en uberørt og velbevaret natur. Det betyder, at der ingen smutvej er fra vestkystens turisme til østkystens fredsommelighed.
I den nærmeste landsby, Salak Khok, kan vi opleve et lille fiskerleje med charmerende blå træbåde og en mindful stemning iblandt de lokale fiskere.
Mangroven vokser langs bugten, og på vej mod den lille landsby er det muligt at se mangroven på helt tæt hold. Der er nemlig bygget en hævet sti over bugtens vand, der gør det muligt at gå side om side med mangrovetræernes imponerende rødder. Halvvejs rundt på stien er bygget et udkigstårn i tre etager, der velsigner den, der tager trappen til toppen med en betagende udsigt over bugtens mange lag af natur.
NB: Oplysningerne her på siden gælder kun for denne specifikke rejse. Information af generel karakter er samlet på vores 'værd at vide'-side. Du er også velkommen til at ringe til os med dine spørgsmål på 69162024 eller skrive til os via Messenger eller e-mail.
Det gamle immigration card er afskaffet. Ved ankomst i Bangkok lufthavn, skal du gå til køen "Immigration" med dit pas og boardingkort. Køen kan godt være lang, det er helt normalt. Herefter kommer du til bagagebåndet, og når du har fået dine kufferter, finder du vores lokalguide og dansktalende rejseleder i ankomsthallen.
Når alle gæster er kommet igennem ’Immigration’ og har fået deres kufferter, mødes vi med vores danske personale og vores thailandske lokalguide i ankomsthallen ved Exit 4
Det er gratis at låne en cykel til kortere ture. Det er oplagt at tage cyklen eller gå en tur i nærområdet f.eks. til det nærmeste fiskerleje ved Salak Khok, eller til landsbyen, Salak Phet.
Møntfoden i Thailand er thailandske baht (THB), hvor 100 DKK svarer til ca. 500-550 THB. I Thailand er det normalt at give drikkepenge, men det forventes ikke på retrætet. Indkomsten er lav, og specielt for de lavtlønnede (rengøringspersonale og chauffører) er drikkepenge med til at få husholdningsbudgettet til at hænge sammen.
Det er normalt at lægge lidt i drikkepenge til rengøringen, hvis du har været tilfreds. Et sted mellem 500-1000 THB den sidste dag er passende eller 50-100 THB per dag. Har du været på heldagstur vil THB 200,- til chaufføren være passende. Spiser du på restaurant uden for retrætet, er det normalt at runde op med 8-10%.
Det er muligt at bestille enkelværelse i retrætets standardværelser (Oriental room) eller i en af villaerne mod enkeltværelsestillæg.
Det gule og det blå sygesikringskort er ikke gyldige i Thailand, så det anbefales at tegne en rejseforsikring, der dækker ansvar, sygdom og hjemtransport.
Afbestillingsforsikring kan tegnes gennem Tid til ro ApS. Det påhviler kunden selv at fremskaffe dokumentation for sygdom, skade, tyveri m.m. under ferien. Tid til ro ApS har ikke mulighed for at fremskaffe politirapport, lægeerklæring el. lign. efter hjemkomsten.
Som gæst i et andet land er det vores opgave at tilpasse os de lokale skikke. Thaierne er meget tolerante og tålmodige, og man har stor respekt for kongefamilien og den buddhistiske tro. Når vi besøger templerne, er det vigtigt at klæde sig respektfuldt med dækkede skuldre og dækkede knæ, og vi tager sko og hat af, inden vi går ind.
Her råber man ikke og skælder sjældent ud. Det betragtes nemlig som at tabe ansigt og værende meget uhøfligt, og derfor smiler thaierne meget. De har svært ved at sige nej for ikke at skuffe nogen ved at indrømme, at de ikke forstår eller ikke kan hjælpe. Faktisk findes ordet nej ikke på thai, man siger i stedet ’mai chai’ som betyder ’ikke ja’.
I Thailand giver man ikke hånd, når man hilser, men i stedet samler man sine egne håndflader mod hinanden foran brystet eller hovedet og bøjer sig let forover. Det kaldes en ’wai’. Generelt kommer man langt med smil og venlighed, og det er en god ide at kunne et par enkelte vendinger som f.eks. goddag og tak. Her er der forskel på, om du er mand eller kvinde:
Mænd
Goddag / farvel - Sawadee Kap
Tak - Kap Koon Kap
Kvinder
Goddag / farvel - Sawadee Kaa
Tak - Kap Koon Kaa
På retrætet opleves de lokale thaiers service og adfærd særdeles venlig, imødekommende og gæstfri.
Ønsker man rengøring skal man huske at sætte skilt på døren (´ønsker rengøring´).
Alle værelser og villaer har ansigtshåndklæder og almindelige håndklæder. Håndklæder til poolen og til stranden hentes i spaafdelingen. Der er håndklædeskift tre gange i løbet af opholdet samt efter behov. Du skal blot lægge håndklædet på gulvet eller give personalet besked.
Nærmeste hospital, Koh Chang Hospital, ligger på Koh Changs østkyst, ca. 10 km fra retrætet. Et større hospital, Koh Chang International Clinic, findes på vestkysten, ca. 25 km fra retrætet.
Denne rejse inkluderer massage. Du kan booke massagetider i receptionen.
Medicin udleveres typisk på hospitalet i forbindelse med læge- eller hospitalsbesøg.
Husk gyldigt pas. Et pas, der udløber under rejsen, er ugyldigt. Bestil nyt pas i god tid og beregn mindst en måned. Danske statsborgere, der har glemt sit pas, eller som ikke har fået fornyet sit pas i tide, kan købe et nødpas (provisorisk pas) ved henvendelse til politiet i Kastrup Lufthavn.
For rejser til Thailand kræves ikke visum for danske statsborgere.
For udenlandske statsborgere og personer med fremmedpas gælder særlige regler, og der kan være visumkrav. Den rejsende er selv ansvarlig for eventuelt visum. Undersøg altid i god tid om visum er påkrævet hos den thailandske ambassade og i givet fald, om det skal udstedes inden afrejse eller ved ankomst. Eventuelle udgifter til visering påhviler den rejsende og er rejsebureauet uvedkommende.
Forvent at prisniveauet i Thailand er 42-79 % lavere end i København (August 2024).
Selve opholdet handler om at slappe af. En del af det at slappe af handler om at være afslappet klædt. Vi lægger op til praktisk fritidstøj om dagen og ’smart casual’ om aftenen, dvs. polo/skjorte og pæne shorts eller lange bukser til mænd samt skjorte/bluse, shorts/lange bukser eller afslappet uformel kjole/nederdel til kvinder. Vi fraråder højhælede sko eller stiletter på grund af ujævnt terræn.
Selvom nattetemperaturerne ligger på 20-26 grader, kan vinteraftenerne være kølige, så husk at medbringe en trøje. Der er lagt op til afslappet påklædning, og det er en god ide at medbringe sportstøj eller løstsiddende tøj til brug på de dage, hvor der er mindful yoga.
Husk nogle gode vandresandaler, vandresko eller vandrestøvler samt strømper, solcreme og solhat/kasket hvis du planlægger at deltage i nogle af de inkluderede udflugter, eller gerne vil på vandretur.
UV-indekset er højt i Thailand, selv når der er overskyet. Vi anbefaler derfor, at du anvender en vandafvisende solcreme med høj faktor. Gerne faktor 30-50. Derudover anbefaler vi at medbringe en solhat, der dækker ørerne, ansigtet og nakken. Vi fraråder desuden at solbade i direkte sollys midt på dagen. Vent hellere til efter kl. 16.00. På vandreturene anbefaler vi, at kroppen, skuldrene og lårene er dækket til, vælg et par luftige bomuldsshorts, der ikke sidder for tæt samt en luftig skjorte eller t-shirt. Tætsiddende sportstøj kan også være en god idé, så længe der er tale om svedtransporterende materiale.
Såfremt du ønsker specialmad (diabetiker, allergiker, vegetar etc.), skal vi bede dig meddele os det ved rejsebestilling samt igen ved tjek ind på retrætet, så vil der blive taget højde for det i løbet af opholdet.
På The Spa tilbyder køkkenet et bredt udvalg af vegetariske, veganske og raw food retter fra menukortet. Har du specielle ønsker eller behov til måltiderne, anbefaler vi, at du vælger direkte a la carte til aftensmaden, da vi ikke kan garantere, at vores tilkøb af fælles aftenbuffet møder dine behov.
Retrætets swimmingpool er åben på alle vores afgange. Ved poolen er der gratis solstole og bruser. Der hentes poolhåndklæder i spaafdelingen. Håndklæderne afleveres til vask i spaafdelingen.
Vi rejser til Thailand i de danske vintermåneder, hvor dagstemperaturerne ligger omkring 30-35 grader, og vi har varme aftener med nattetemperaturer på 20-26 grader. Regntiden slutter i oktober, og fra marts begynder temperaturerne at nærme sig 35-40 grader. Retrætet ligger ikke langt fra flere sandstrande, og i denne periode er havet varmt (28-29 grader) og indbydende. Den høje luftfugtighed gør, at man sveder mere end normalt, og det er derfor vigtigt at drikke masser af vand, gerne 2-3 liter dagligt.
Der er god mobildækning på retrætet.
Tidsforskellen mellem Danmark og Thailand er 5 eller 6 timer, da Thailand ikke har sommer- og vintertid. Er det sommertid i Danmark, er Thailand 5 timer foran dansk tid. Er det vintertid i Danmark, er Thailand 6 timer foran dansk tid.
Det er muligt at få vasket tøj under opholdet. Vasketøjet afleveres i receptionen, der vil sørge for laundryservice. Tøjet afleveres nyvasket, tørret og lagt sammen og kan hentes i receptionen efter 2-4 dage. Laundryservice afregnes direkte med retrætet ved udtjekning.
Tid til ro vejleder ikke omkring vaccinationsprogrammer. Vi opfordrer til at kontakte egen læge for råd og vejledning om vaccination i forbindelse med rejser til Koh Chang, Thailand. Normalvis anbefales vaccination mod hepatitis (leverbetændelse), stivkrampe og difteri.
Valutaen i Thailand er thailandske baht (THB). Kursen er ca. 19,08, dvs. at 100 baht svarer til ca. 19,08 danske kroner.
Vandet på retrætet kan købes på flaske, og der udleveres hver dag en halvliters glasflaske pr. person uden beregning. Derudover er der vand i restauranten til måltiderne. Der er desuden gratis drikkevand i vandkøleren, som står i receptionen. Her kan du fylde din medbragte vanddunk og glasflasken fra værelset.
Personalet på retrætet er meget miljøbevidste, og der opfordres til at spare på vandet, hvor man kan.
Ifølge internationale hotelregler skal værelset forlades senest kl. 10.00 sidste feriedøgn. Værelset skal være klargjort til nye gæster senest kl. 15.00. Det endelige tidspunkt for aflevering af værelset i forbindelse med hjemrejsen oplyses af rejselederen. Sker afrejsen sent på dagen, vil der dog oftest være adgang til et fælles værelse, hvor der kan skiftes tøj m.m. inden afgang.
Der findes gratis trådløs internet i restaurantområdet, der rækker på det meste af retrætet. Vi anbefaler at begrænse brugen af e-mails, SMS og mobiltelefoni på retrætet. Hvis der skal foretages nødvendige opkald, henstiller vi til, at man ringer fra sit værelse, går en tur eller diskret sender en SMS.
The Spa Resort Koh Chang
Moo 4, Baan Salak Kok Koh Chang Tai
Koh Chang District
Trat 23170, Thailand
Telefon: +66 8096 47614
The Spa Resort Koh Chang
Moo 4, Baan Salak Kok Koh Chang Tai
Koh Chang District, Trat 23170, Thailand
Telefon: +66 8096 47614
Sidst opdateret d. 20/08 2024 kl. 11.48
Ved tilmelding til nyhedsbrevet accepterer jeg samtidig Tid til ro's privatlivspolitik.